Høns i karantæne

Virus og karantæne – begge dele kan være svære at forlige sig med. Vores høns lever normalt i lykkelig uvidenhed om det meste, men nu er de spærret inde som følge af reglerne vedr. fugleinfluenza. Selvom de har fået børnenes gamle legehus, der nu er forsynet med siddepinde i forskellige størrelser – og selvom de nu kan deles om to hønsehuse og to hønsegårde – den ene af dem spritny, er der ingen glæde at spore hos vores fjerede venner, der er vant til at føle sig fri som fuglen. Det kan være lettere at være menneske, fordi de fleste af os har kapacitet til at se sammenhænge og for eksempel forstå, hvorfor mink skal slås ned.