ÅRETS GANG

ÅRETS GANG

Bålmad eller ristede skumfiduser. Her fejrer vi, at Asbjørn er færdig med sin første læsebog i 0. klasse.

Besøg af kulturgruppen Sosolya fra Uganda. Det er Elvis, der spiller guitar, naturligvis.

Tranehøj er rammen om et dagligt fællesskab - som følger årets gang

Alle beboere har arbejde udenfor Tranehøj, og børnene går i skole, så i hverdagen mødes vi kun om aftenen, når vi spiser sammen. Det er derfor en vigtig time, som vi også bruger til at høre nyt og følge med i hinandens liv.

I weekenderne er vi ofte hver for sig, men ofte har vi gang i noget på gården, hvor vi har fordelt ansvaret for dyr, køkkenhave, regnskab, energitiltag, fælles indkøb m.v. imellem os,.

En gang om måneden har vi fælles arbejdsweekend, hvor vi maler, kalker, ordner hegn, kører affald væk osv., og hver sommer har vi en fælles arbejdsuge på Tranehøj med tid til større projekter.

Arbejdet varierer i takt med årstiderne. Mens vintermånederne er de “rolige” måneder, er der anderledes gang i den i sommerhalvåret. Fårene lemmer, grøntsagerne skal i jorden, græsset skal slås, ukrudtet luges, tidslerne stikkes osv. Og når vi kommer frem til efteråret, skal grøntsager, frugt og bær høstes, og lammene slagtes.

Livet på Tranehøj er imidlertid også mange andre ting. For eksempel at mødes til en snak på gangen eller i køkkenet. At lege tagfat med husets yngste. At få sparring til gode ideer og projekter. At fryde sig over en masse vedvarende energi. At hjælpe hinanden med opvask og børn. At klø fårene bag ørerne og falde i staver over nyklækkede kyllinger. At tænde bål ved shelteret og nyde lyse sommernætter. At have gæster til aftensmad og overnatning. Og meget, meget mere.