Fællesskab i corona-tid

Tiden med pandemien er blevet til en tid med påskønnelse af det store fællesskab. Vi står sammen – godt nok hver for sig, men alligevel. Vi passer på vores ageren i det offentlige rum – ikke af hensyn til os selv, men med tanke på fællesskabet og samfundets svageste. Selv de mest liberale taler i dag for, at velfærdssamfundet skal finde penge i vores fælles kasse til alle de erhverv, der er i fare for at bukke under.

I mange år var det ellers svært at få øje på – hensynet til fællesskabet – herunder engagement i forpligtende fællesskaber som eksempelvis kollektiver. Opsparing i fast ejendom og individuel frihed var i højsædet, men så kom klimakrisen og nu coronaen, og fællesskabets betydning bliver tydelig. Og det er måske sådan, det er: at fællesskab er højst besunget i krisetider.

Der er dog fællesskaber, der overlever alle konjunkturer, og Tranehøj kan i år fejre 36 års-fødselsdag. Også hos os betyder corona-tiden tættere sammenhold og mere fællesskab. Vi har brug for hinanden – både børn og voksne. Det, vi ikke må andre steder, kan vi her. Vi kan kramme, spise sammen, snakke sammen, lave nye hverdagsrytmer med hjemmeskole og Phillip Fabers morgensang. Fordi vi bor på landet, kan vi også omfavne naturen og vores egen lille forsyning med får og 10 nyfødte lam, høns, kyllinger, hund, kat og en stor grønsagshave med masser af spirende liv. Og de gamle bygninger er blevet kalket og shinet op. Vindmøllen drejer rundt og leverer strøm sammen med solcellerne. Isolation i et aktivt fællesskab er ikke isolation, og det kan kun anbefales.

Samtidig er vi så heldige, at vi kender gode folk i slumområder i Kenya og i Bolivia. De unge artister har turneret på skoler i Danmark, men nu har de det svært, for nedlukning hos dem rammer langt hårdere end her, og folk sulter. Med et enkelt tryk på en money transfer app kan vi sende penge fra kollektivets egen fond, og på den måde er vi en del af et større fællesskab med mennesker, der har helt andre udfordringer end os.

I Kenya og Bolivia er der stadig mange restriktioner, men i Danmark løsnes grebet, og Tranehøjs beboere kommer ud igen. Vi tager på arbejde, og børnene er begyndt på en skolehverdag, hvor de godt nok ser hinanden, men hvor det fysiske fællesskab har trange kår. De savner nærheden i kollektivet.

Om vi ikke bliver trætte af hinanden? Nej egentlig ikke. Vi har en firelænget gård med masser af plads både ude og inde, og vi kan tage os al den alenetid, vi har brug for. Bliver det for meget med de andres særheder, kan det tages som en øvelse i at se kollektivet som en konstant bestræbelse. Vi oplever fællesskabet som en nødvendighed – både af hensyn til klodens overlevelse og for vores eget mentale helbreds skyld. Det giver ganske enkelt mere mening og livsglæde at dele hverdag, livsanskuelser og aktiviteter med andre.

Men hvad bliver der af de store tanker om fællesskab, når pandemi og efterfølgende kriser engang ebber ud? Lige nu er der få svar og mange spørgsmål. Et af dem blev formuleret af forfatter Paul Auster, der frygter kaos og vold, hvis vi ikke finder ud af det med fællesskab og næstekærlighed: ”Kan selviskheden tabe til nødvendigheden af fællesskab?”, spørger han håbefuldt i et interview i Politiken (5/4/20) og svarer selv: ”Jeg ved det ikke.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *