TRANEHØJ - mere end et bofællesskab
På Tranehøj forsøger vi at skabe et godt og mere bæredygtigt liv for os selv og holde hinanden fast på at gøre en indsats for verden udenfor. Vi har plads til en familie mere. Ring eller skriv.
Den 24. august 2024 fejrede vi Tranehøjs Kulturfest 2024. Læs mere her på siden.
Efteråret har meldt sin ankomst, og æblerne gør sig klar til at blive plukket.
Vi glæder os til den årlige høst + fest, hvor vi med venners hjælp plukker og moster et utal af smukke æbler og sammen fejrer, at høsten er i hus.
Tranehøj er et kollektiv p.t. bestående af seks voksne og fem børn. Vi bor på masser af plads i en gammel 4-længet gård i Nordvestsjælland.
To af længerne er udebygninger med værksted, festsal, grovkøkken, grønsagsrum m.m. Udenfor har vi shelter, brændeskur, kattehus med egen lem og laden, hvor fårene går ind, når de ikke gider være ude. Hønsene har deres egne huse i plantagen.
I de to andre længer har vi vores boenheder og fællesrum. Vi har seks boeheder, hvoraf den ene er gæstebolig. Fælles er desuden vores lavloftede køkken hvor vi laver fællesmad hver aften på alle hverdage. Vi har stuer, gæsteværelse, badeværelser, toiletter og masser af gangareal, der binder boligerne sammen.
"Alle kan gøre en indsats for at mindske deres klimaaftryk, men det bliver lettere, når man gør det sammen med andre."
"Alle kan gøre en indsats for at mindske deres klimaaftryk, men det bliver lettere, når man gør det sammen med andre."
Tranehøj er en firlænget gård med 2 hektar landbrugsjord, som vi bruger til dyr, æbleplantage og køkkenhave.
På Tranehøj holder vi meget af at få besøg. Vi har venner der kommer og hjælper med i weekenderne, i vores arbejdsuge og når vi holder høstfest – eller som blot kommer for at nyde vores sted sammen med os.
På Tranehøj har vi organiseret os som en andelsforening, og vi ejer herligheden i fællesskab. Foreningens vedtægter er fundament og ramme for livet på Tranehøj og bygger på mange års erfaringer med at bo og leve kollektivt.
På Tranehøj har vi masser af plads både ude og inde –
– og vi har for eksempel en ledig boenhed til en mindre familie – gerne med børn. Er I nysgerrige, så ring til Gitte eller send en mail til beboer(at)tranehoej.dk
Tranehøj har en lille flok gotlænderfår bestående af 5-6 moderfår, en vædder og en bede, der holder vædderen med selskab, når han ikke må være hos damerne. Beden hedder for i øvrigt Günther og har en lidt speciel historie.
Gotlænderfår har en fantastisk pels og fra lammene får vi de smukkeste skind. Læs mere i FÅREFOLDER – SALG AF SKIND eller ring til Torben
Vores gotlandske pelsfår har leveret så megen uld, at vi kan sælge af garnet. Garnet er gotlændernaturfarvet, og en god ven, der bare kan den slags, har strikket eksempler på, hvad det kan bruges til. En anden ven, Leonora på 2 år, står model.