FRA FATTIGGÅRD TIL ALDERDOMSHJEM

Gården blev bygget i 1822 og kom hurtigt til at spille en central rolle i landsbyen. Bag bindingsværksfacaden tog bønderne vigtige beslutninger i sognerådet. I en af længerne var der også en detention til sognets mere uheldige typer (rummet er væk, men døren er der stadig – tommetyk – med et kæmpemæssigt nøglehul og en lille luge til madskålen). I 1840’erne blev gården udvalgt til at være fattiggård. Nu skulle de fattige ikke længere vandre fra gård til gård, men fik tag over hovedet og daglig mad på bordet. Men de skulle arbejde for føden, så de blev sendt ud i marken.

I 1891 indførte man, at gamle fattige ikke længere skulle bo sammen med almindelige fattige, så nu blev gården til et alderdomshjem. Sådan fortsatte det helt frem til begyndelsen af 1980’erne, men i mellemtiden (1930) blev bygningerne renoveret og døbt om til plejehjem: De Gamles Hjem. Men man fortsatte med at dyrke jorden, der hørte til gården. Mens forstanderparret styrede personalet og de gamle, stod en forpagter for landbruget – men de ældre, der kunne, fik lov at hjælpe med i marken. Med fremskridtene i sociallovgivningen ændredes kravene til ældreplejen dog så meget, at kommunen i slutningen af 70’erne besluttede at bygge et kompleks med helt nye, store ældreboliger andetsteds i byen, og sætte plejehjemmet til salg.

BIODYNAMISK KOLLEKTIV

Hvem kunne så bruge et gammelt plejehjem? Det kunne en gruppe, som havde fundet sammen i ungdomsoprørets efterdønninger. De købte gården med 17 ha jord, og gik i gang med at realisere drømmene. Der blev startet en stor grøntsagsproduktion – biodynamisk – og hver uge kørte varebilen til København med varer, længe før Årstiderne tog ideen op. Der var en landmand blandt beboerne, og han stod som ansvarlig for marker og dyr. Men de var flere om det, og når der var brug for det, var både børn og voksne i marken og gav et nap med at passe køer, får, heste, høns og gæs – som på fattiggårdens tid.

Beboerne spiste sammen hver dag og havde fritid sammen. Der blev arbejdet med keramik og billedkunst. Der var sy-værksted, og en overgang var der hver søndag formiddag fælles croquis-tegning. Der var store fælles projekter med solfanger, halmfyr, maskinhal, udflugter, børneaktiviteter…

Beboerne blev også egnens ‘kultur-entreprenører’, når det gjaldt musik og børneteater. Det gamle plejehjems fællesstue blev omdannet til øvelokale og blev første hjemsted for Bjørneteatret. Men der manglede plads, så da der viste sig en mulighed for at købe forsamlingshuset i nabolandsbyen Føllenslev, slog de initiativrige mennesker til. Kulturhuset Gimle er den dag i dag et kendt musiksted på Vestsjælland – specielt for verdensmusik.

SELVFORSYNENDE MED ENERGI

I starten var der et værelse pr. person, og nogle boede i skurvogne rundt om på ejendommen. Senere blev vægge revet ned, og familierne begyndte at indrette deres egne lejligheder. Der kom flere børn til og med dem et behov for rolige morgener og mere familieliv. Men med opdelingen i bo-enheder i begyndelsen af 90’erne forsvandt noget af det kollektive. Nu kunne familierne vælge sig selv fremfor fællesskabet, når det var det, de havde lyst til. Langsomt forandrede kollektivet sig.

Samtidig var priserne på økologiske grøntsager gået ned i stedet for op, så beboerne måtte lægge mere tid i lønarbejde udenfor Tranehøj for at få økonomien til at hænge sammen. Den store vision om et biodynamisk landbrug måtte opgives. Det fik flere af initiativtagerne til at søge væk og finde andre boformer, og den oprindelige fællesnævner skrumpede ind. Nu handlede det mest om at spise sammen på alle hverdagsaftner, dyrke en hel del grøntsager og holde får, og så arrangere høstfester og andre sammenkomster, hvor de tidligere beboere blev inviteret – ofte blev de nemlig boende i området.

Omkring årtusindskiftet var alle fra den oprindelige gruppe flyttet ud og nye beboere rykket ind. Det meste af jorden blev solgt fra, og Tranehøj blev en andelsforening med 2 ha jord. som mestendels blev brugt til at får. Bofællesskabet fortsatte med at være fællesnævneren.

Fra 2010 og fremefter tog udviklingen på Tranehøj for alvor fart igen. Kollektivet havde fra start af lagt vægt på økologien, og det blev der holdt fast i, men nu vendte projektånden tilbage med hovedvægt på at skabe et bæredygtigt fællesskab (el, varme, vand og affaldssortering – se fodaftryk), som er delvist selvforsynende med grønt og kød – og med udadvendte aktiviteter (se udsyn).

I 2011 kom der 99 solceller op, så Tranehøj blev selvforsynende med strøm. Efter et par år kom der endnu flere solceller – samt en vindmølle – der begge leverer strøm til nettet og skaber en indtægt, der kan bruges til at udvikle Tranehøj. Måske fælles elbiler om et par år?