GÅRDEN
GOD PLADS OG MANGE MULIGHEDER
Tranehøj er en firlænget gård med 2 hektar landbrugsjord, som vi bruger til dyr, æbleplantage og køkkenhave. Den ældste bygning på gården er fra 1822.
Vi bor i den ene længe af gården, hvor der er fem bo-enheder af forskellig størrelse. Hver familie har sin egen bo-enhed (fra 58 til 102 m2), som består af et antal værelser plus en stue og et tekøkken. En har eget bad og toilet, mens resten deler toilet og bad med andre. I ’bo-længen’ er der også kontor, TV-stue og vaskemaskiner i kælderen.
I den anden længe – den gamle med bindingsværk – er der et stort landkøkken med plads til kaffeslabberas og avislæsning, en stor spisestue, to gæsteværelser og en gæstelejlighed.
I de to sidste længer er der festsal, værksted, grønsagsrum, æblerum, cykelrum, grovkøkken, opbevaring og affaldssortering mm. Vi har også en lade, hvor fårene holder til.
Tranehøjs bygninger er i rigtig god stand efter mange års indsats og investeringer, men naturligvis er gården gammel og skal altid vedligeholdes.