TRANSPORT
Tranehøjs gamle transporter måtte vi desværre skrotte. Det var til gavn for miljøet, men trist alligevel.
Vi transporterer os med cykel, løbehjul, bil, tog, bus og ben.
Her på landet, kan det være svært at klare hverdagen uden bil. Transport til job – lokalt og langt væk – større indkøb, transport af børn til legeaftaler, ture til byggemarkedet osv. gør det desværre nødvendigt at have bil(er). Elbiler vil selvfølgelig nedbringe vores CO2 udledning – specielt fordi vi har så meget strøm – men der skal stadig bruges rigtig mange ressourcer til at producere dem.
Når vi skal på arbejde i København kan vi klare os med cykel og kollektiv trafik.
Til stationen i Jyderup (7 km) tager det ca. 25 min på cykel. Man kan også tage bussen. Den kører hver time i dagtimerne og passer med togene til og fra København. Der er afgang hver time mod København, og det tager ca. 1 time og 5 min. til Hovedbanegården. Morgen og eftermiddag er der halvtimesdrift til og fra København med de såkaldte pendlerafgange.
Man kan også tage lokalbanen til Holbæk og derfra videre til København. Toget kører to gange i timen fra Hørve, som ligger ca. 6 km fra Tranehøj, og det er en nem og smuk cykeltur.
Trafikselskabet Movia tilbyder behovsstyret kollektiv trafik i Vestsjælland. “Flexbusserne” er en billig og nem måde at komme fra dør til dør på – men man skal have god tid.