HVERDAGEN
Bålmad eller ristede skumfiduser. Her fejrer vi, at Asbjørn er færdig med sin første læsebog i 0. klasse.
Tranehøj er rammen om et dagligt fællesskab
De voksne på Tranehøj arbejder i lokalområdet eller længere væk. Nogle af os kan arbejde hjemmefra flere dage om ugen, og det gør transporttid mindre vigtig. De af os, der arbejder hjemme, spiser normalt frokost sammen. Børnene går på den lokale friskole eller er i daginstitution.
Vi prioriterer at være sammen omkring aftensmaden, så vi har tid til at høre nyt og følge med i hinandens liv.
Ansvaret for dyr, køkkenhave, regnskab, energitiltag, fælles indkøb m.m. har vi fordelt mellem os, og aftensmaden laver vi på skift.
En gang om måneden har vi fælles arbejdsweekend, hvor vi maler, kalker, ordner hegn, kører affald væk osv., og hver sommer har vi en fælles arbejdsuge med tid til større projekter og med hjælp fra venner og ‘work away’.
Vi bor på landet og mærker årstiderne. Mens vintermånederne som regel er rolige, er der anderledes gang i den i sommerhalvåret. Fårene lemmer, grøntsagerne skal i jorden, græsset skal slås, ukrudtet luges, tidslerne stikkes osv. Og når vi kommer frem til efteråret, skal grøntsager, frugt og bær høstes, og lammene slagtes.
Nogle gange bliver vi beriget med internationale kulturbesøg, der byder på berigende samtaler, nye dufte i køkkenet og musik og dans i festsalen.
Kernen i hverdagen er dog at mødes til en snak på gangen eller i køkkenet. At lege tagfat med husets yngste. At få sparring til gode ideer og projekter. At fryde sig over en masse vedvarende energi. At hjælpe hinanden med opvask og børn. At klø fårene bag ørerne og falde i staver over nyklækkede kyllinger. At tænde bål ved shelteret og nyde lyse sommernætter. At have gæster til aftensmad og overnatning. Og meget, meget mere.